nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

5 restauranter i Tignes der passer til alle priser og behov

Udgivet af Frederik Larnkjær den 24-06-14 19:22

Efter en lang dag på ski i det franske, er der nærmest ikke noget bedre end bare at læne sig tilbage, slappe af, nyde noget lækker mad og et godt glas vin.

Her i Tignes er der populære restauranter i alle prisklasser, og de serverer meget forskellig mad hernede - ikke kun det franske. Du kan finde alt lige fra italiensk til kinesisk og selvfølgelig kan du også finde god fransk mad, hvis det er det du leder efter.

Følg guiden og undgå turistfælderne

På som så mange andre lidt mere turistprægede destinationer, er der nogle steder, der er rigtig gode, og så er der nogle der bare er noget rigtig møg, som udelukkende går op i at røve dig for dine penge frem for at servere god mad.

Bare rolig, jeg er her for at hjælpe, og derfor får du her en guide til de 5 bedste restauranter i Tignes.

Afslappet og cool stemning på Colouir

Couloir Tignes

Så snart du træder ind på vores første stop, Couloir, så kan du mærke, at det ikke er som andre steder. De stræber efter mere.

Stemningen er afslappet og cool, næsten som om man er trådt ind på en restaurant i New York eller en anden storby. Lyset er dæmpet og musikken spiller i baggrunden. Der er bare god stemning.

Du får stukket menuen i hånden, og med det samme ved du, at de altså går op i detaljerne her. Den er lækker for øjnene, overskuelig og enkel med hovedretter fra 14.95€.

Har du nogensinde hørt om ‘Crispy Pork Belly’?

Hyggelige Colouir i Tignes

Som de selv siger her på stedet, så ved de absolut ikke alt om vin, men de ved alt, hvad du har brug for at vide, hvilket er en meget gennemgående ting på Colouir.

Manden der ejer stedet, Christian, har endelig fået virkeliggjort sin drøm og har lagt et kæmpe arbejde i, at skabe den perfekte restaurant, og det er han faktisk sluppet ret heldigt afsted med.

De har en specialitet, som måske ikke lyder specielt lækker, men når du spørger folk i Tignes, hvad de skal spise, når de virkelig skal ud og forkæle dem selv, så er det den ret de vælger.

Det hedder Crispy pork belly, og det lyder måske ikke super delikat, men jeg kan love dig for, at det smager godt. Læg husets rødvin oveni den ret, og så er du ved at være der.

Pignatta er ikke et helt almindeligt pizzaria

Pignatta er kendt for en ting i Tignes…

Verdens bedste pizzaer! Eller i hvert fald Tignes bedste!

Tynd, crispy bund og spændende smagskombinationer gør Pignatta til et meget oplagt sted at tage hen, hvis din mave går og mangler lidt pizza. Hvis det ikke er pizza, du mangler, så tag på pignatta alligevel.

De serverer også franske klassikere som raclette og fondue.

TIP: Gå efter deres gourmetpizzaer - du bliver ikke skuffet!

Men når du nu alligevel er her, så er det pizzaen du skal prøve, der er ingen vej udenom dem. Det er specielt dem, de kalder deres gourmetpizzaer, som du skal have fat i. De er lidt dyrere, men de er hver eneste krone/euro værd.

Her er altid mange mennesker, hvilket gør at restauranten har en livlig stemning, og det kan vi jo godt lide! Oveni det, så er personalet altid enormt venlige, og du får en fremragende service, når du er her.

Rund aftenen af med tiramisu eller Café Gourmand

Føler du dig ikke helt mæt efter deres festfyrværkeri af en pizza, kan du ty til deres dessertkort, hvor der altså også gemmer sig nogle lækre ting. F.eks. er deres tiramisu en sikker vinder.

Et andet rigtig godt valg, kunne være deres Café Gourmand, som er et udvalg af fire gode desserter fra deres kort, der serveres sammen med en stærk gang espresso.

La Ferme serverer kun hjemmelavet mad

La Ferme er et sted, som du uden tvivl skal besøge, når du slår et smut forbi Tignes en dag. Her lægger de enorm vægt på, hvilke råvarer de anvender, og alt lige fra osten i hamburgerne til ketchuppen skal være hjemmelavet.

Ja, den er god nok!

Jeremy (ejeren) forsøgte i år at lave hjemmelavet ketchup. Han endte dog med at droppe det, da tomaterne ikke var lige præcis så perfekte, som han gerne ville have dem.

Det betyder altså ekstremt meget for holdet bag La Ferme, at råvarerne er i orden.

Husk nu at bestille bord!

Jeremy åbnede restauranten for to år siden, og stedet blev nærmest en succes fra den ene dag til den anden.

Til frokost går det okay med at få et bord, men hvis du skal have et om aftenen, går du forgæves, hvis du ikke har bestilt, inden du tropper op.

Maden smager helt sindssygt godt, og igen, du er altså ikke i tvivl om, at der bliver kredset om tingene.

You gotta pay to play - det er godt, men ikke billigt!

Oveni det, så er indretningen hjemmelig og hyggelig, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.

Prismæssigt ligger La Ferme noget højere end de andre steder, men for maden og den service, du får, så er det faktisk ofte ret godt sluppet.

La Ferme ligger ved bunden af Le Lac, og du kan nemt komme dertil enten ved at tage bussen til busholdepladsen eller på ski.

Du har ikke været i Tignes, hvis du har været på Loop Bar

Ved første øjekast ser Loop Bar ikke rigtig ud som noget specielt. Men bare vent…

Når du først har sat tænderne i maden, vil du forstå hvorfor, de er kommet med på den her anerkendte liste :)

Deres menu er ganske almindelig, men kvaliteten af det de serverer er tårnhøj. Noget jeg helt klart vil anbefale, er deres Beef Chili Nachos, som i øvrigt er berømte i hele Tignes.

Spørg enhver garvet Tigners-Gæst omkring Loop Bar, og deres første tanke vil være Beef Chili Nachos.

Meze tallerkenen på Loop Bar

Meze tallerkenen på Loop Bar

Andre gode ting du kan finde her, vil være deres hamburgere, og for den mindre sultne gæst, deres Meze tallerken. Det er meget overkommeligt at komme dertil på ski, og det ligger lige under Toviere liften.

Tignes bedste udeservering

Der kan hurtigt komme rigtig god stemning her

Hvis solen skinner i Tignes (det gør den altid), så SKAL du forbi Loop Bar. De har den bedste udeservering og det kan du spice lidt op med musik i baggrunden.

Tilføj happy hour, så har du grundlaget for en rigtig hyggelig eftermiddag.

Der er især fart på stedet om onsdagen. Onsdag er nemlig den dag, hvor mange af dem der er hernede i en hel sæson har fri der. Kan du stave til F E S T!.

Personalet hernede er supersøde og altid smilende, og som en lille ekstra bonus, kan du købe det der hedder et loop-kort. Det giver dig 10 % på alt det du køber, og sidst på ugen kan du anvende det som et lille gavekort til dig selv.

På rigtig mange måder er Loop Bar et dejligt sted!

Tignes Cuisine

Tignes Burritos

Tignes Cuisine er egentlig ikke en restaurant, det er faktisk mere… et “hul i væggen”. Men på trods af det, skal de med på den her liste, og det skal de, fordi de serverer intet mindre end Tignes bedste fast-food.

Hvis det er tid til frokost, og du ikke lige orker at placere dit kadaver på en restaurant, kan du roligt tage forbi her, og nyde en af deres wraps, buritos eller nudler.

Det er billigt, der er ikke ret lang ventetid og frem for alt, så smager det helt vildt godt!

Det er et fremragende sted lige at få ladet energi-depoterne op!

Men det behøver ikke kun være til frokost du slår et smut forbi, de har også en aften menu. Hvis du rigtig flotter dig og køber for mere end 25 €, så kan du få maden bragt ud gratis.

Deres forårsruller er et sikkert valg, og det samme gælder for deres gule karry kylling med nudler. Med hurtig, god og frisk mad, tror jeg næppe du finder et bedre fastfood sted i området!

Kom nemt rundt til alle steder

Men disse er jo blot nogle få af de restauranter der findes i Tignes, og de er bestemt alle 5 et besøg værd. Det er nemt at bevæge sig rundt i byen og få prøvet dem alle, enten på ski eller også kan du tage gratisbussen der kører døgnet rundt.

Der findes ganske enkelt ingen hindringer, der kan holde dig fra at prøve de her 5 restauranter!

Bon Appetit

Frederik, Lina og Sebastian
Nortlander Guider i Bad Gastein 2013/14

P.S. Læs post nummer 2 fra Tignes lige her!

Kategorier: Tignes, Restauranter, Frankrig

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg