Med et efterhånden fuldstændig uoverskueligt app-marked på både Androids og iPhones, er der selvfølgelig også en del af dem, der henvender sig til det, vi alle sammen elsker så meget.
Skiløb!
Mange af dem er ret ubrugelige, men der er altså også nogle, der er ret så sjove, interessante, nødvendige etc. Vil du vide, hvor hurtigt du kører? Vil du vide, hvor godt du kører? Aner du ikke, hvor du er henne? Eller vil du bare gerne tjekke vejret?
De spørgsmål og mange flere, kan du sagtens finde svar på, så længe du har den rigtige app. Og det kommer du til at have, fordi jeg fortæller dig herunder, hvilke du skal hente! Så læs med, og vær godt forberedt til din kommende skiferie.
Track dit skiløb
Der er især en app mange fremhæver, når det kommer til apps på skiferier. Mange af mine kollegaer er også store fans af den og bruger den flittigt, når de hver især er af sted på ski.
App’en hedder Ski Tracks, og den kan rigtig mange spændende ting. Som navnet lidt antyder, så “tracker” den dit skiløb. Og den tracker rigtig mange ting ved dit skiløb.
Det eneste du skal gøre er at slå den til, inden du vender spidserne mod dalen. Når du så er færdig, og lige lader den tænke lidt, får du kastet en masse info i ansigtet.
Hastighed, distance, hvor højt du er oppe, hvor langt du er løbet, det er nærmest alt den kan fortælle dig! Den tillader sig endda at give dit skiløb en karakter. Den vurderer simpelthen, om du er god eller mindre god til at stå på ski. Jeg skal da indrømme, jeg blev en smule fornærmet, da jeg så min karakter.
Men hurtig, det var jeg! Som du kan se, nåede jeg selv op på en topfart på hele 104,5 km/t.
Kan du slå det?
App’en kan købes for 6,95 kr. Det kan du gøre lige her, hvis du er til android, og lige her hvis du er på iPhone.
Undgå dårligt skivejr
Den næste app kan være brugbar, i alle situationer der har noget med vejret at gøre.
Er du i tvivl om hvornår du bør stå op næste dag? Er du i tvivl om, hvordan vejret bliver? Intet problem! Det jeg skal til at fortælle dig om, kan hjælpe dig i et utal af situationer på en skiferie.
Sidder du f.eks. og planlægger en lyntur til Alperne, men ved du ikke helt, hvor du skal tage hen? En god måde at løse det problem på er at tage derhen, hvor vejret er bedst og der er mest sne. Og det kan du finde ud af lige her.
‘Ski Weather’ hedder app’en, og det er lige præcis vejret den kan hjælpe dig med. Den kan fortælle dig om skivejret lige på den destination du ønsker, og den kan fortælle dig rigtig mange ting.
Som du kan se på billedet, beskriver den alt fra chancen for snefald til tidszoner, hvilken temperatur det er, og hvad det i virkeligheden føles som, er altid rart at vide - du vil jo ikke stå og fryse, når du først er ude på skiene. (P.S. Hvis destinationens informationer ser ud som på billedet, bør du nok holde dig væk…)
App’en indeholder alle disse informationer om alle områder i Europa. Om du skal til, eller er i, Passo Tonale eller Val d’Isere, så kan du finde ud af hvordan dit skivejr bliver!
App’en til Pudder-Ninjaer
Den her app kan godt minde meget om den førnævnte, men den henvender sig alligevel til et lidt andet klientel. Den er en anelse mere nørdet og henvender sig til dem, der kun lever for den helt friske sne. Den er lavet af den side der på dansk hedder Skiinfo.dk og på engelsk onthesnow.com.
‘Snow report’ er navnet, og den er en fancy lille fætter. I kraft af at onthesnow.com er en global hjemmeside, har de sne-rapporter for rigtig mange destinationer. De har naturligvis alle i Europa, men derudover har de også for USA, Canada, Australien, New Zealand og Sydamerika!
Nu ved jeg ikke om du nogensinde har tænkt, at du skulle til Argentina og stå på ski. Men hvis du har, så kan du altså finde informationer om diverse områder denne app.
Som du kan se, så har den en masse smarte funktioner: Du kan bl.a. få direkte adgang til webcams på destinationerne, og den har lidt statistikker over dine favoritområder. På billedet til højre er det Wagrain.
Det bedste ved det hele er, at denne fancy fætter er gratis. Android mennesker kan få fornøjelsen af den her, og iPhone fans kan hente den lige her.
Men for ‘pudder-nørderne’ er der særligt én funktion, som du vil elske. Der er et punkt i menuen, der hedder “powder”. Der kan du simpelthen gå ind, og så kan du se hvor der lige er faldet sne.
Den app vi alle kender
Den sidste app kender vi alle sammen. Du kan enten bruge den til at sidde og drømme dig til Alperne, eller også kan du uploade de mest jalousi-fremkaldende billeder, du overhovedet kan tænke dig. Jeg taler selvfølgelig om Instagram.
Med positionstjeneste og alverdens hashtags kan du fortælle og vise alle, lige nøjagtig hvor du er, og hvor fedt du har det. På vores egen Instagram-profil er vi ret gode til at skabe god ski-stemning. Hvad tænker du?
Der er selvfølgelig hundredvis af apps, der er gode når det kommer til at stå på ski. Det her var mit bud på 4, der forhåbentligt kan gøre din kommende skitur lidt bedre!
Hav det skønt til vi snakkes ved igen!
#drømmeromsne
Nortlander Marketing & Content Consultant