Passo Tonale er fantastisk i sig selv, men tillad mig at invitere dig med på en helt eksklusiv tur til Madonna Di Campiglio, som ligger ca. 50 minutter fra Passo Tonale.
Du får den digitale version denne gang, men hvem ved om du måske ikke en dag får lyst til at prøve den rigtige tur, når du nu alligevel er i Passo Tonale?
Vi kører kl. 8 om morgenen i ca. 50 minutter, inden vi lander foran Spinale-liften, som åbner op for 250 km piste, hvilket er over det dobbelte af Passo Tonale, Presena & Ponte di Legno tilsammen.
Herfra er der en del forskellige bjerge, som alle hænger virkelig godt sammen, og tilmed er det småt med transportstykker.