Nortlander blog

Klar, parat, kør?

Skrevet af Louise Dohn | 14-11-14 13:03

Det' dig og landevejen, dig og en gruppe mennesker du holder af og det er du, som bestemmer farten.

Hvornår der er pauser er helt op til dig, og hvis du får lyst til at holde pitstop i en ukendt lille landsby i Tyskland, så er det det du gør.

Du er kongen eller dronningen af landevejen og fleksibilitet og uafhængighed er nøgleord på din kør-selv-ferie!

Men bare fordi du har bestilt en "kør-selv-ferie", så betyder det ikke, at det nødvendigvis er "gør-alt-selv", så her får du et par gode råd med på vejen, inden du sætter dig ind i bilen og kører sydpå.

Vejen til Alperne er belagt med guld - og det’ koster!

Som dansk statsborger kan det der med vejafgift hurtigt være noget man ikke tænker over, da man jo i Danmark ikke betaler afgifter for brug af (motor)veje, men det skal man flere steder syd på.

Det smarte er dog, at du på FDMs website kan bestille motorvejsmærkater, så du ikke skal bruge tid på det, når du kommer til det givne land.

Vær opmærksom på, at i nogle lande kan du købe forskellige tidsintervaller, mens du er tvunget til at købe for et helt år i andre lande.

Dertil kan det være en god idé at have kontanter med både til de hyppige toiletbesøg, men også fordi, at i lande som Frankrig og Italien kører de med motorvejsafgifter, hvor man betaler ved “kasse 1” når man skal på og af motorvejen.

Bonus-info: Hvis du godt kan lide at planlægge dine lidt længere pauser i forvejen, så kan jeg varmt anbefale, at du holder stop på Hotel und Restaurant Goldener Löwe i Northeim, Tyskland, som til dagligt bliver styret med kærlig hånd af det kroatiske par Mala og Branca, som iøvrigt laver helt fantastisk mad og har et par virkelig hyggelige værelser!
 

Klar, parat, kør… eller?

Er bilen vinterklar og klar til en tur til Alperne? En 10-16 timers køretur i al slags vejr?

Vinterdæk er lovpligtige i det meste af Europa, men husk også snekæder, som skal anvendes ved snefald.

Selvom bilen sikkert bliver pakket til bristepunktet og du kan fristes til måske at tage nogle ting, som normalt ligger i bunden af bilen ud, så skal du undlade at fjerne disse ting og evt. tilføje lidt til “must have” i bilen:

  • Advarselstrekant
  • Sikkerhedsveste til alle i bilen
  • Forbindskasse (kun lovpligtigt i Østrig, men anbefales bl.a. også her i Danmark)

Medbring også alle papirer på bilen - du kan evt. lægge dem i handskerummet, så ved du hvor de er.

Har du ikke det røde internationale SOS forsikringskort (Det røde kort er en del af kaskoforsikringen hos de fleste danske selskaber) på bilen, kontakt da dit forsikringsselskab, som udsteder et - og når vi nu er ved forsikringssnakken, så husk også dit sygesikringsbevis/forsikringskort.

Apropos pakning…

  • Sørg for, at de tunge ting bliver pakket i bunden af i bilen og længst fremme - undgå helt at pakke tunge ting i tagboksen, hvis du har sådan en på. Pak også sådan, at man som chauffør har et godt udsyn til både bak- og sidespejl.
  • Husk den særlige biloplader til GPS og smartphone, så du ikke løber tør for strøm - download også alle nødvendige kort til GPS’en inden du sætter kursen mod Alperne.
  • Pak også en ekstra-nøgle til bilen - læg gerne denne i en håndtaske som du har for vane at tage med ud af bilen eller i en bukse- eller jakkelomme med lynlås.

Check trafiksituationen

Lige inden afrejse, check vejr- og trafikforhold.

Det kan du bl.a. gøre på trafikken.dk - de har også et par smarte apps til mobiltelefonen, så man kan checke både vintervejr og uforudsete trafikforhold i det danske land.

Dertil kan jeg varmt anbefale, at du også lige tjekker “Going Abroad”-app’en (fra EU-kommissionen) ud inden afrejse - de har valgt at gøre det nemt for den europæiske globetrotter at finde hoved og hale i de 28 medlemslandes forskellige trafikregler.

Du finder alt fra fartgrænser til lovgivning om brugen af mobiltelefoner mens man er bag rattet. Den indeholder sågar også og et par spil, så passagerne kan holde sig beskæftiget på den længere rejse.

Jeg kunne fortsætte i evigheder og tilføje flere ting man lige skal ha’ med eller huske på inden man sætter sig bag rattet og kører med pigdæk i Tyskland, hvilket jo er et no-go, men ovenstående håber jeg i hvert fald kan forberede dig lidt til turen mod Alperne.

Vigtigst af alt, så husk at kør efter forholdene og hvis du har de mindste spørgsmål vedr. din rejse, så giv os et kald (70 10 50 95) eller send os en email.