nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

Det bedste fra 3 verdener i St. Anton

Udgivet af Sanna Löfgren den 06-07-15 11:45

St. Anton er skiparadiset med det bedste fra tre verdener:
God mad, fantastiske pister og et natteliv, hvor der skubbes til taget.

Mottoet er ikke uden grund: EAT. SKI. RAVE. REPEAT.

Guiderne har fundet 9 ting, du simpelthen er nødt til at se, smage eller prøve på din skiferie her i St. Anton.

Det omhandler alt fra, hvor du kan nyde den bedste Kaiserschmarrn til hvor du skal gå hen, hvis du vil skubbe lidt til taget i dine skistøvler.

Det bedste fra 3 verdener.

Tips: Du kan jo anvende dette blogpost som en checkliste, når du selv vender snuden og skistøvler mod St. Anton.

3 østrigske klassikere du SKAL smage

Tiroler Gröstl

Efter en herlig formiddag på ski, skal der være plads til frokost.

Bestil en Tiroler Gröstl, som er det østrigske svar på en lidt mere fyldig dansk kending - nemlig biksemad.

Mørt kød, sprødt bacon og smagfulde pølser blandet med stegte kartofler og grøntsager.

Det her er en frokost, som helt sikkert vil give dig energi til resten af dagen på pisterne, men alligevel uden, at du ruller (grundet fyldt mave) ned af bakken.

Vi kan varmt anbefale, at du prøver denne lokale ret på Krazy Kanguruh!

Tip: Sluk tørsten med Schiwasser, en sød, østrigsk saft. Når du nu alligevel er på Krazy Kanguruh, hvorfor så ikke skylle det hele ned med et shot ”KK-killer”? (Hemmelig opskrift)

Tiroler_Gröstl_HerrschingTiroler Gröstl – en österrikisk klassiker!

Kaiserschmarrn

En obligatorisk smagsoplevelse når du er i St. Anton er Kaiserschmarrn!

Denne dessert beskrives egentlig bedst som stuvet pandekager med fløde og forskellige slags syltetøj bl.a. Zwetschkenröster - en østrigsk blommekompot.

Vi tør godt vove pelsen og sige, at St. Antons bedste Kaiserschmarrn findes på den berømte restaurant Hospiz i St. Christoph, som nemt kan findes på ski - du følger bare den blå piste nr. 8.

Tip: Til Kaiserschmarrn anbefaler vi en varm kop Jägerte eller Glühwein.

KaiserschmarrnHvad siger du til denne lækre dessert på en solrig terrasse?

Wienerschnitzel

Hvad ville et besøg i Østrig være uden en rigtig Wienerschnitzel?

I St. Anton findes der ikke en eneste restaurant, der ikke serverer Wienerschnitzel, det er jo trods alt en klassiker - faktisk klassikernes klassiker.

Men vidste du, at denne populære ret faktisk stammer fra Norditalien?

En traditionel Wienerschnitzel bliver lavet på kalveinderlår og serveres med en citronskive.

Tilbehøret kan variere fra sted til sted, men du kan få alt fra mayonnaise og pommes frites til kapers og ansjoser.

Besøg Hotel Post’s restaurant og nyd en af byens bedste Schnitzler!

Tip: Drikke til maden? Smag Almdudler, en populær, østrigsk sodavand som smager lidt ligesom ginger ale.

Almdudler

Smag den populære, østrigske Almdudler!

3 pister du SKAL prøve:

Dejlig skiløb med smuk udsigt: Valluga – Happy Valley

Tag gondolen op til St. Antons højeste top: Valluga, som ligger 2.811 m.o.h. Udsigten er helt fantastisk, så ha’ dit kamera klar.

På en solrig dag kan du desuden se hele 5 forskellige lande: Østrig, Liechtenstein, Schweiz, Tyskland og Italien!

Fra toppen tager du piste nr. 17, carver ned til den fine piste nr. 14, hvor du i bunden finder restaurant Ulmer Hütte - ta’ dig en fortjent pause her.

Efter restauranten holder du til venstre, så du ender på piste nr. 12. Et godt råd er, at du skal have masser af (kontrolleret) fart på, for pisten ender med et transportstykke.

Er du på ski, så giv en venlig skistav til dine medmennesker på snowboards.

Når du når den blå piste nr. 4a, kommer du ned til den lille dal ”Happy Valley”. Pistens perfekte hældning og bredde gør det hele noget så magisk.

P-St-Antons-hjste-punkt-Valluga

På St. Antons højste punkt, Valluga ( 2.811 m.o.h ) er det at tage et billede nærmest obligatorisk.

Lange, skønne ture: Schindler – Stuben

Schindlergrat er en af de få lifter, som endnu ikke er blevet moderniseret i St. Anton.

Denne charmerende to-personers-stolelift tager dig tæt på bjergene, og udsigten er slående!

Du kommer næsten op på samme højde som Valluga, men du slipper for liftkøen.

Når du står på toppen bør du køre ned på den røde piste nr. 14 og derefter holde til højre, så ender du nemlig på den allerfineste, blå piste (nr. 17). Herfra er det bare at carve dig hele vejen til Stuben.

Stuben er et lidt mindre skiområde med få, men virkelig gode pister. Det bedste må næsten være, at der stort set aldrig er nogle mennesker på pisterne, så her får du en unik chance for at være den eneste på bjerget.

I Stuben

I Stuben er det langt fra unormalt er man er den eneste på pisten…

En fartfyldt udfordring: Kapall VM-pisten

Ta’ liften op til Kapall, spænd hjelmen, klik dig i skien og få fart på! Den brede, sorte piste nr. 35 fører dig til piste nr. 25 - VM-pisten.

Det var på denne piste Østrig sikrede sig 11 medaljer i 2011, hvor St. Antons egen olympiske stjerne Mario Matt tog guld.

Pisten er stejl og perfekt til dig, som elsker en god udfordring på brædderne. Du ender helt nede i byen - så det er bare med at komme op igen!

https://www.youtube.com/watch?v=zk9sac7OZyo

Se Mario Matt hive sejren hjem i St Anton.

3 klubber du SKAL besøge:

Happy Valley

Begyndelse på en fantastisk aften eller bare et glas vin? Uanset hvad du har lyst til, så er det på Happy Valley, at aftenen begynder.

Baren tilhører designhotellet Anthony’s og byder dig velkommen med både live band/DJ og gode drinks. Happy Valley’s mojitos er blandt de bedste i byen!

Hold også godt øje med Happy Valley’s populære tema-aftener såsom det farverige ”Neon-Party”, hvor personalet maler dig til med UV-farver, inden du træder ind til festen.

Happy Valley

Happy Valley har også deres egen øl - spørg efter "Anthony's Beer".

The Piccadilly

Kendt som baren med byens bedste live musik, og hvor der danses til den lyse morgen.

The Piccadilly

Her kommer alle - unge som gamle, turister som lokale.

Dog er det primært det lidt mere modne publikum som fylder mest, så du skal ikke være bange for, at blive trampet ned af en masse unge skibumser.

BOBO’s

Er du til DJ, dans og drinks? Så er dette stedet for dig. BOBO’s er kendt som byens ”Hot Spot” og du har ikke festet ordentligt igennem i St. Anton, hvis du ikke har været her.

Vi opfordrer dig til at prøve et Monkey brain-shot (som hverken smager eller ser bedre ud end det lyder, men det skal prøves!)

Også her er der tema-aftenener og det er alt fra ”Pirat-Party” til “Nerd-Night”, så skal du til St. Anton og vil i byen, så husk også at pakke noget udklædningstøj.

Det er få destinationer, som har så meget at byde på som St. Anton - det er ikke tilfældigvis, at folk vender tilbage år efter år.

Eat, ski, rave, repeat!

EAT. SKI. RAVE, og hvad siger vi så? REPEAT!

Sanna Löfgren: Nortlander-guide i St. Anton 2014/15

Kategorier: Østrig, St. Anton

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg