Jeg har de sidste par måneder talt med en lang række eksperter i skisportens verden. Det har jeg gjort, da jeg skidehamrende nysgerrig, og gerne vil vide, hvordan jeg får det meste ud af min skiferie og mit skiløb.
Resultatet er blevet fem artikler om skiløb, hvor de to første handlede om henholdsvis freeride og carving. I begge interviews har du kunne læse om råd og tips om bl.a. udstyr, og hvad der skulle til for at gøre din skiferie perfekt.
Kender du følelsen af at køre forbi funparkerne, når du er på skiferie? For mig er det altid med et både måbende udtryk i ansigtet, men også med vild beundring - ja, og så et lille stik af jalousi i maven, når jeg ser, hvordan den ene efter den anden kaster sig ud over skyskraber-lignende skihop.
Dette afsnit i vores mini-serie om skiløb handler om den gren inden for skiløb, som hedder freestyle, og som jeg personligt ikke selv ved fantastisk meget om.
Heldigvis kender jeg to gutter, som kan fortælle dig alt, hvad der er værd at vide om freestyle - de er vel uden at overdrive Danmarks to største navne inden for sporten...
For at give dig det bedst mulige indblik i en verden af twintip ski og halsbrækkende stunts (mit uvidende syn på sporten), har jeg sat Michael Fugmann og Rasmus DJ stævne på Nørrebro - langt fra deres rette element (sneen) - for at høre, hvad det er, som gør sporten så speciel for dem.
Hvem er Michael Fugmann og Rasmus DJ?
Michael Fugmann er ejeren og direktøren bag Europas største freestyle-event, Frostgun Invitational - manden beskrives vel bedst som en levende legende inden for freestyle-skiløb i Danmark. Han har vundet DM, og har gjort mere end de fleste for at udbrede sporten nationalt og internationalt.
Rasmus DJ er også en temmelig prominent herre - han er på nuværende tidspunkt Danmarks mest seriøse bud på en OL-deltager i disciplinen Slopestyle. Derudover har han deltaget i world cuppen igennem de sidste to sæsoner. Han er med andre ord ekstremt sej på ski!
Det følgende vil være en ren Q&A med drengene for at gøre dig klogere på sporten, hvordan det hele startede og meget mere.
Freestyle-skiløb er vel efterhånden en af de mest populære og mest sete form for skiløb, men hvad går det egentlig ud på?
“Freestyle skiløb eller ‘free skiing’ er en gren inden for skiløb, hvor der er en række underdiscipliner, som er ‘Half Pipe’, ‘Slopestyle og så er der ‘Big Air’, Back Country Freestyle og en masse andre smådiscipliner…”
- DJ
Sporten har fået en enorm opmærksomhed de senere år. I Danmark har man kunne følge atleterne på blandt andet DR3 under OL, X Games og Frostgun med prominente kommentatorer som Peter Falktoft (jep ham den blonde fra Monte Carlo på P3).
Men det er jo startet et sted - hvornår startede det hele?
“Freestyle skiløb har jo eksisteret i mange mange mange år… Øh tilbage i 70’erne og 80’erne og op igennem ‘hot dog skiing’ og pukkelpist og så videre…”
- Fugmann
“Og det er så udviklet sig til at skulle blive en “rigtig’ sport i form af ‘Pukkelpist’, ‘Skiballet’ og ‘Aerials’ den gang. Og så snart det blev det, så blev det proppet meget mere ind i nogle kasser, som mindede meget om gymnastik.”
- DJ
“Man måtte ikke spinne så meget på hoppene og sådan nogle ting. Det var meget reglsættende hvordan og hvorledes…”
- Fugmann
“Et backflip giver så mange point, et frontflip giver så mange point, du skal helst være helt strakt i kroppen, og så kan du lave nogle forskellige positioner… Øhm, og det blev meget stift, så hvor al det der ‘hot dogging’ var sådan lidt rock ‘n’ roll og lidt vildskab, så lige pludselig, så var det bare proppet ind i en world cup sammenhæng og var med til OL og der skulle det bare bedømmes på én måde, så blev det helt gymnastisk.”.
- DJ
Hvordan er det så udviklet sig til den sport, som vi ser den i dag?
“...Så kom snowboard så, som var sådan lidt rebelsk, hvor de fik bygget deres egne store hop, som de synes var fede at køre på. Øhm, og det var det så massere af skiløbere som jo var skide misundelige på og prøvede at kopiere.”
- DJ
“X-Games indførte lige pludselige en Big Air konkurrence, som… Der havde aldrig været ski med til X-Games dengang.”
- Fugmann
“Så kom der penge i det og så tog det skridt for skridt, og nu er det så nået til et punkt, hvor det er blevet så stort, så nu er det kommet den anden vej rundt - så nu er de her discipliner altså kommet på OL-programmet igen for første gang i år.”
- Fugmann
Lad os så få svesken på disken - hva’ er det ved den her sport, som gør, at det er blevet så populært - hva er det, som gør det så fedt?
“Samtidig med, at det er en kommerciel sport, som selvfølgelig er resultatbaseret og der er sponsorere med, så er det et miljø, hvor alle supporter alle… Altså der er meget mere… Hvertfald i den fede del af freestyle miljøet, så er det meget mere sådan, at når én laver et fedt trick, så synes alle, at det er fedt.”
- Fugmann
“Jamen altså - freestyle miljøet er bare fantastisk fordi at… Der er ikke den der altså… Én ting er jantelov og sådan noget, men ser ikke ondt til hinanden fordi der er nogle andre, der laver noget fedt vel - så får man bare optur eller bliver inspireret…”
- DJ
“...Det er en helt speciel stemning i et sportsmiljø - for det ser du ik ret mange andre steder. Det er rigtig rigtig sjældent, at modstanderne jubler, når der bliver scoret imod dem i fodbold ikke… ‘Kæft den sad godt den der’ - det ser du bare ikke!”
- Fugmann
Hvordan kommer det til udtryk under konkurrencerne, at det ikke betyder alt at vinde?
“...Der er plads til, at folk kan gå lidt ud og hygge sig lidt om aftenen og slappe af om dagen, og der sidder ikke 10 trænere og massører og alt muligt og siger, at du skal drikke … øh … jeg ved sgu ikke engang, hva’ man skal drikke for at være i virkelig god form … men hvis man skulle drikke det”.
- Fugmann
Her slutter vi med Fugmanns glimt i øjet og smågrinende kommentar (se det i videoen øverst på siden).
Jeg kan allerede nu røbe, at Rasmus DJ ikke har helt samme afslappede holdning til konkurrencerne, som Fugmann giver udtryk for - hvertfald ikke når det kommer til træningen.
Men du må vente til næste afsnit, hvor du hører meget mere om blandt andet et af de største freestyle events i verden, Frostgun Invitational, og hør også, hvad det kræver at være professionel freestyle skiløber.
Stay tuned!
P.S. Hvis du har spørgsmål til enten Fugmann eller Rasmus DJ, så smid dem i kommentarfeltet, så får jeg dem til at svare dig personligt.