Har du nogensinde besøgt Söldens tre toppe over 3.000 meter? Ikke?
Så lad mig tage dig med på en tur rundt på tinderne, der i Sölden går under betegnelsen Big 3.
Sölden har været et sandt sneparadis siden midten af december '14, og her har byens høje beliggenhed garanteret haft noget at sige. Sölden by ligger 1377 m.o.h. hvilket giver et fremragende grundlag for hurtigt at komme op i den kolde alpeluft.
Nok om vejret – lad os se at komme på toppene af Söldens bjerge.
På en ægte bluebird-dag kan man faktisk se 100 km (!) rundt over toppene af Tirols bjerge fra udsigtspunktet på Schwarze Schneide.
Schwarze Schneide er Söldens højeste punkt og du finder tinden ved at bevæge dig op på toppen af Rettenbach Gletsjeren med den store gondollift, Rettenbachjoch.
Når du kommer til toppen af gondolliften har du en fantastisk udsigt over både skiområdet og de omkringliggende bjerge.
Men hvis du vil have en endnu vildere udsigt og er klar på en lille gåtur i skistøvlerne, kan du bevæge dig fra bjergstationen, der ligger i 2.995 meters højde og små 350 højdemeter op ad bjerget til panoramaplatformen.
Det er en gåtur på små 15 minutter, hvorefter du definitivt er på toppen af Sölden!
Fra Schwarze Schneide kan du bevæge dig ned af bjerget og køre 15 km god piste hele vejen til bunden af Gaislachkogl. En tur, hvor du bevæger dig 1980 højdemeter nedad. Her gælder det om at huske at udligne trykket i ørene, hvis du har fart på skiene.
Få en lille smag på, hvordan udsigten er fra toppen i videoen nedenunder.
Når du alligevel befinder dig på toppen af Schwarze Schneide kan du bevæge dig gennem den 170 meter lange skitunnel der går fra nordsiden af Rettenbach Gletsjeren og om på den sydvendte Tiefenbach Gletsjer. På Tiefenbach finder du fantastiske, brede blå pister, der er perfekte for nybegynderen såvel som den erfarne skiløber.
På toppen af Tiefenbach Gletsjeren finder du dertil endnu et udsigtspunkt, der er beliggende i 3.250 meters højde.
Her bevæger du dig ud på en bro, der hænger frit ud fra bjergsiden - og med glas på siderne og et stålgitter som underlag skal du ikke lide af højdeskræk når du bevæger dig ud over bjergkanten.
Hvis du kommer forbi Sölden må du helt sikkert ikke gå glip af Tiefenbachkogl og gletsjerskiløbet, der er helt i top.
Jeg bevægede mig ud på broen for at vise dig, hvordan det ser ud deroppe – se bare nedenfor.
Den sidste af toppene, som jeg vil fortælle dig om, er Gaislachkogl.
Modsat de to andre toppe, hvor du skal med flere lifte og køre på ski for at komme dertil er Gaislachkogl meget let tilgængelig for både skiløbere såvel som gående. Med Gaislachkoglbahn tager du fra bunden i Sölden by, der er beliggende i 1.360 meters højde, helt op i 3.040 meters højde på små 12 minutter.
På toppen af Gaislachkogl bliver du mødt af designer-restauranten ICE-Q, der er prydet med glas og har form som en isterning. Og fik jeg egentlig nævnt at nogle af optagelserne til den nye James Bond film har fundet sted her?
Den er god nok, og hvis du kommer indenfor den nærmeste tid kan du stadig finde kulisser fra optagelserne. Nå, nok om Bond og tilbage til bjerget! Fra liften kan du bevæge dig op ad en trappe og enten gå ud på restaurantens tag eller bevæge dig op på klipperne.
Jeg bevægede mig ud på klipperne, hvor man skal være lidt forsigtig i skistøvlerne – det gælder i hvert fald om at holde fast i gelænderet. Du kan nyde udsigten lige her:
Nu har du været en tur med rundt på de højeste tinder i Sölden. Kan du huske hvad de tre toppe hedder og hvor højt oppe de ligger?
Jeg håber, at du kan fornemme lidt af den fede følelse man får, når man står på toppen af verden – og ellers må du komme ned og besøge mig i Sölden - så skal jeg nok tage dig med på en tur!