Du har måske allerede prøvet at stå på ski efter mørkets frembrud på en oplyst piste?
I skiområdet Via Lattea (Sestriere, Sauze d’Oulx og Montgenevre) har du mulighed for at tage aftenskiløbet til næste niveau.
I samarbejde med restaurant og klubhotel Monte Triplex i Sportinia kan du nemlig – ledsaget af en bjergguide - stå ned til byen Sauze d’Oulx kun iført pandelygte.
I Nortlanders ugeprogram 14/15 i Sestriere har arrangementet været beskrevet som ”Eventyr på Monte Triplex”, og det er ikke helt uden grund.
Eventyret starter hen af eftermiddagen, hvor alle aftenens deltagere samles spændte på klubhotellet.
Her møder du skientusiaster som dig selv med mange forskellige nationaliteter, og du har rig mulighed for at få en snak om tjekkiske skiområder, monoskiens oprindelse eller hvad der nu lige måtte interessere dig over en øl i eftermiddagssolen.
Samtidigt bydes alle op til fællesaktiviteter, hvoraf kælkekonkurrence på den nærliggende sorte piste eller fodbold i ski-/snowboardstøvler: England vs. Skandinavien, er blandt favoritterne.
Nogen vil måske mene, at det er rigelig udfordrende at ramme bolden – selv uden skistøvler.
Når solen er forsvundet bag de italienske alper og mørket så småt falder på, trækker selskabet inden for til 4-retters-middag med italienske børnevenlige klassikere.
Som antipasti får du bruschetta efterfulgt af to forskellige typer pasta.
Herefter serveres middagens højdepunkt: unlimited pizza.
Køkkenet svinger dejen på livet løs og der serveres pizza til deling fra hele menukortet.
Særlig populær er pizza Carbonara – en uundgåelig kombination af to italienske favoritter.
Middagen afsluttes med en dessert, der ofte er i form af den lokale specialitet Bunet, der minder lidt om chokoladebudding.
Med maverne godt fyldte starter forberedelserne til det alle egentligt er her for: skiløb i måneskin. Sidstnævnte afhænger naturligvis af vejret, men skiløb i mørke er under alle omstændigheder garanteret.
Nedfarten styres af en bjergguide, der forinden giver en kort instruktion på sit bedste italiensk-engelske.
Med tips som ”ha’ pandelygten under din hjelm” og ”la’ vær’ med at køre for langt ude i siden af pisten” i bagagen får du og alle andre nu lov til at finde ski eller snowboard frem og lige et par minutter til at sikre, at der er helt styr på, hvordan lygten fungerer.
Nedfarten foregår i bedste skiskolestil i slange, hvor snowboardere og skiløbere bliver sendt af sted hver for sig. Der er noget helt specielt ved bjergene om natten.
Alle er helt stille på vej ned, så det eneste du hører er skienes gliden gennem den på mange stykker nyprepererede sne.
Det eneste, du selv skal fokusere på, er at følge den foranstående.
Undervejs gør gruppen dog holdt for at sikre, at der ikke er faldet nogen fra.
Husk at bruge disse stunder på at få et uforglemmeligt blik på de sneklædte, måneoplyste bjerge, hvis vejret tillader det.
Turen afsluttes for bunden af Clotes liften i Sauze d’Oulx.
Det er fantastisk smukt at se den gadebelyste by nærme sig gennem hele nedfarten.
I byen kan du få dig en lille en at varme dig på efter turen på The Village Café.
Som du kan se på billedet til venstre, så kan det godt blive lidt ekstra varmt på the Village Café.
Herfra arrangeres der transport tilbage til områdets øvrige byer, hvis ferien ikke lige er gået til Sauze d’Oulx.
Hvis du skulle få lyst til at prøve kræfter med stjerneoplyst skiløb i Sestriere, så bare ta' fat i din Nortlander-guide, så vil de helt sikkert gerne være behjælpelige med at få det arrangeret.