Med maven fuld af pizza og cola, går vi nu i gang med sidste etape af denne maratondag i St. Anton Am Arlberg.
Hvis du ikke har læst part 1 og part 2, bør du læse dem, før du læser videre.
Området, som vi kører i nu, hedder Kriegerhorn og leder os ned til selve Lech by. Byen er kendt for dens ekstravagante hoteller, dyre butikker og russiske, pelsbærende, hundeluftende og champagnedrikkende kvinder, som overlader de ellers fantastiske pister omkring byen til os andre. Keep up the good work ladies!
Fra restauranten løber der en træklift henover bjergkarmen, som du kan bruge for at komme hen til pisten, som egentlig er en skirute.
I dag følger vi rute 43 hele vejen ned til blå 34, som på et tidspunkt er over 800 meter bred fra side til side. Kan du sige ja tak til brede carvingsving!!! Det er en sand fornøjelse at køre den her tur – selv på dage, hvor den er lidt opkørt.
Pisten er cirka 800 meter fra side til side og er perfekt til brede carvingsving.
#1 Guidehistorie – hvis din guide fortæller dig, at den her pist er Europas bredeste, skal du tage det med et gran salt.
Jeg har både hørt og selv fortalt den historie, men om den i virkeligheden er sand, har jeg ikke ku’ finde dokumentation for. Men den er bred og fantastisk at køre på!
Vi rammer byen i stil og med kæmpe smil på læberne over at ha' kørt noget af det bedste, Østrig har at tilbyde. Og så kan man selvfølgelig ikke holde grinet tilbage, når man ser alle pelshuerne sidde og sippe champagne for enden af pisten på en skyfri dag.
Vi krydser gaden, de fine sportsbutikker og smutter direkte over i den kæmpemæssige kabinelift, hvor man bliver kørt op til liftkøen i elevator – fint skal det være :)
#2 Guidehistorie – Den her lift har det med at gynge ret kraftigt, når den på et tidspunkt kører over en karm.
Du skal ikke lade dig slå ud af, at nogle guider her kan finde på at fortælle om liftens jomfrurejse, hvor borgmesteren, ingeniørerne og byens fine borgerskab røg ned.
Nej, de røg ikke ned og nej, du kan ikke stadig se borgmesterkæden, hvis du ser ordentligt efter.
Hvis du ikke lider af højdeskræk, må du ikke snyde dig selv for at nyde udsigten.
Vi er nu på vej tilbage til Zürs for at få bussen tilbage til Alpe Rauz, hvorfra vi kører på ski hele vejen tilbage til St. Anton, Mooserwirt og DJ Gerhard, som starter festlighederne klokken 15.30.
DJ Gerhard har siden 1994 været den ukronede konge af afterski. Han har haft 12 sygedage siden starten på det, som man vel bedst beskriver som et ”match made in heaven”.
Manden er i dag over 60 år gammel og er still going strong. Klokken 15.30 hver dag kører han skodderne ned for vinduerne på Mooserwirt samtidig med, at han lader ’Final countdown’ blæse ud mod de håbefulde gæster på terrassen.
Det er samme ritual og samme sange, som har gjort denne mand til en institution i afterskiens hovedstad i to årtier nu.
Han er ikke helt ung længere, men han holder stadig Alpernes største fest.
Og vi kommer selvfølgelig tilbage år efter år. Hvad er det så DJ Gerhard kan, siden vi tilsyneladende hovedløst danser til musik, vi aldrig ville danse til andre steder og drikker drikkevarer vi ikke ville byde vores værste fjender herhjemme i Danmark.
Forventningens glæde og det genkendelige er vel egentlig ikke uden betydning her, og han ved det og spiller på det – heldigvis bliver forventningerne indfriet hver gang, hvilket sikrer, at du har meget svært ved at køre uden om Mooserwirt, når du kører ned af blå 1, som tager dig fra bjerget og ned til St. Anton by.
Bussen smider os af ved Valfagehr-liften, som er en behagelig 6-stolelift med varme i sæderne. Vi kommer hurtigt op i området igen, og ryger faktisk direkte i ægget og svinger til højre ned ad et længere transportstykke – hvilket er grunden til, at vi gik i æg direkte, da vi steg af liften.
Tro det eller ej, men nu er der kun to pister tilbage, før vi rammer Mooserwirt og den første kolde øl. Blå 4 – også kendt som ’Happy Valley’ – og blå 1 – også kendt som Aprés Ski Highway.
Happy Valley får smilene frem på de fleste skiløbere.
#3 Guidehistorie – hvorfor hedder blå 4 egentlig ’Happy Valley’? Der er selvfølgelig det oplagte svar, at vi kører igennem en dal, hvor skiløbet er så godt, at du ikke ka’ lade være med at smile.
Men nogle siger, at de smile-lignende grimasser faktisk skyldes, at du kører med trætte ben igennem en dal, der på denne tid af dagen er fuldkommen opkørt. Tror det er op til den enkelte at vurdere, om der er sandhed i historierne.
Vi havde en helt igennem fantastisk dag og nåede hjem til St. Anton i tide til at være med fra start til slut på Mooserwirt. Tak til Charlotte, Joachim, Kim og alle jer andre, som tog udfordringen op.
Hvis du selv har mod på at køre turen, kan du enten spørge din guide, hvornår de kører Lech & Zürs, men jeg har også indtegnet hele ruten på dette kort over området, så du selv kan give det et skud.
Hent kortet her
P.S. Hvad er den største røverhistorie, som du har fået fortalt af en guide?
