nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

10 gode råd til den ultimative skidag i St. Anton (part 2)

Udgivet af Kim Just-Andersen den 03-06-14 15:36

Den her post er nr. 2 ud af 3 om turen rundt i St. Anton. Hvis du missede part 1, så er den lige her.

10.25: Fra Valfagehr kører bussen til Zürs – og det er gratis

Her ser du den officielle rute på løbet i 2014 - vinderen klarede turen på 1 time og 8 minutter.

Hva’ er nu det for noget – skal vi køre med bus? Det korte og ærlige svar: Ja, det skal vi. Som det ser ud lige nu, har byerne i Arlberg ikke kunne blive enige om at forbinde områderne med liftsystemer – men det er på tegnebrættet.

Heldigvis tager turen til Zürs kun 5-10 minutter.

Bussen finder du for enden af blå 17 og den går cirka hvert 20. minut. Den gode guide timer derfor skiløbet fra toppen af Schindler Spitze, så gæsterne ikke skal stå og fryse – det skal enten tage 20 eller 40 min at køre turen.

Husk, du kan hurtig få endnu en skiby på CV’et i dag, hvis ikke du sørger for at holde til venstre i tide. Blå 17 løber nemlig ud i blå S1a, som fører dig ned til Stuben.

TIPS: Der er en smart og en mindre smart måde at køre med bussen. Hvis du vil stå op hele vejen, skal du bare køre ned til stoppestedet ved 2. nedkørsel. Vil du derimod sidde behageligt og afslappet, så kører du ned allerede første gang og hopper på, hvor de gæster, som kommer fra Zürs hopper af. Kør langs slæbeliften, så kan du ikke undgå det.

10.35: Vi er ankommet til Zürs og nu starter ’Der Weisse Ring’

Der Weisse Ring er kort fortalt et tilbagevendende skiløb, hvor deltagerne bliver sendt ud på en rute, som løber mellem skibyerne Zürs, Zug, Oberlech og Lech.

Turen byder på skiløb på nogle af Europas bredeste pister, skiruter og skovløb – det er Weltklasse!

Der Weisse Ring er navnet på den rute, som vi kører i dag

Der Weisse Ring er navnet på den rute, som vi kører i dag.

Der er mange måder at starte på, men i dag kører vi direkte ned til stoleliften, Ubungshang, som ligger lige bag ved gondolen (Trittkopf). Pas på, den slår som et ondt år i haserne, hvis du ikke er opmærksom på den.

TIP: Enten er du her en guttermand og tager stødet for sidemanden – ellers tager du to skridt frem og lader staklen tage skraldet :)

10.50: Vi skal ned og fange Hexenboden – pas nu på til højre!

Nu gælder det om at holde tungen lige i munden. Vi skal nemlig følge blå 3 ned til den lift, som hedder Hexenboden, men det er ikke så lige til. Dybest set kører vi lige frem, men som du hurtigt vil finde ud af, så kommer der skiløbere og boardere fra alle retninger, når du begynder at køre.

Du skal lige frem, hvor det går en smule op ad bakke, men de kommer med ”fuld Gaddafi” fra højre og krydser din pist. Så timing er nøglen til at undgå en nødbremse midt på bakken.

På den anden side af bakken drejer vi ned til venstre – nu er det os, som kører ind på de andres pist, så vær lige opmærksom til højre igen. For enden af pisten kan man enten fortsætte henover broen eller man kan tage liften for foden af pisten – i dag gør vi det sidste – nu skal du høre hvorfor.

11.10: Er du til fart? Stærkt, så kommer der her en udfordring…

Vi bliver smidt af liften og drejer skarpt til venstre – og nu kommer der smæk på. Rød 3a er godt nok ret stejl, men den er samtidig bred og man har fuldt overblik over pisten hele vejen ned til der, hvor den flader ud – på en mennesketom dag, kan du altså bare rette skiene ud og gå i ægget.

Alt efter højde og drøjde, kan du vel komme op på omkring 90 km/t – men hvis du ikke har fået nok, kan det blive meget vildere.

Ski Tracks - Her er min personlige rekord fra den tur – kan du slå den?

For nogle år siden var jeg på selvsamme tur, hvor min personlige fartrekord blev sat netop her. I stedet for at følge rød 3a, kører du lige højre om lifthuset og følger rød 1.

Pas nu på dig selv, men hvis du retter skiene ud halvvejs nede, kan du uden at svede komme op på hastigheder over 100 km/t.

Her er min personlige rekord fra den tur – kan du slå den?

TIP: For enden af Rød 1 ligger Trittalm Bergrestaurant. Hvis du har brug for at få pulsen ned igen, så er det her et hyggeligt sted at holde drikkepause. Terrassen ligger lige ud til pisten og på en solskinsdag er en kold cola i liggestolene guld værd.

11.45: Vi skal videre til noget af det bedste skiløb i Østrig

Nu skal vi til at have fart på, da jeg har reserveret frokostbord til kl. 12.30 på et af områdets mest populære bjergrestauranter – du får at se hvorfor senere.

Derfor skal vi nu ned og fange Seekopfbahn, så vi kan komme videre over til Madlochbahn. Så vi følger blå 3 igen – den kommer i forlængelse af rød 1 – og kører langs et transportstykke frem til, at vi rammer den store brede pist, som førte os ned til Hexenboden for en lille time siden.

Herefter holder vi sådan set bare til højre om lifthuset og fortsætter over broen til Seekopf. Turen op tager cirka ti minutter og derefter holder vi til højre og drejer til venstre første gang, det er muligt.

TIP: Du kan se Madlochbahn fra Seekopf-Restaurant – den ligger lige fremme, når du kommer op med liften - så hvis min beskrivelse ikke giver mening, kan du gå derhen og se lige præcis, hvor du skal hen.

Forresten - husk at spørge din guide om Arlbergs gemser i denne lift.

Historien om gemserne i St. Anton - (true) story

For 6 år siden, da jeg hørte denne historie første gang, var det med lige dele mistro og forundring - men guiden, som fortalte mig den var også ekstremt troværdig. Senere har jeg selv fortalt samme historie utallige gange.

Og du skal selvfølgelig ikke snydes:

Hvis du kigger godt efter, når du sidder i liften, kan du se en masse spor efter dyr på bjergskråningerne. De er utroligt sky og viser sig kun sjældent - jeg har personligt set dem en gang i de mange år, jeg har stået på ski i området.

Gemserne lever i hulerne på og omkring Arlbergs bjergskråninger

Gemserne lever i hulerne på og omkring Arlbergs bjergskråninger.

Der er selvfølgelig tale om Gemserne, som vel bedst kan beskrives som vilde geder.

Alt jeg har sagt indtil nu er 100 % sandt. Det der kommer nu, må du vurdere...

Gemserne har holdt til på disse skråninger i over 1000 år, og det som er så forundringsværdigt er længden på deres ben. De er nemlig ikke lige lange!

Det er sådan, at gemserne går altid med uret rundt om bjerget for at græsse, hvilket med tiden har ført til, at deres højre for- og bagben er blevet kortere end de venstre - se billedet :)

Så du kan selv forstille dig, hvad der sker, når de når toppen. I det sekund de vender sig om, begynder de at trille hele vejen ned af bjergsiden og kan så starte forfra. Det sker dog kun om sommeren, hvorfor der ikke er ret mange udover de lokale, som har set det ske.

Hvis du til gengæld kommer forbi i sommermånederne, kan det være, at du er heldig at se dette meget spektakulære syn.

12.10: På toppen af Madloch i 2.438 meters højde – nu kan du godt begynde at smile

Lad os vende tilbage til skiløbet. I skrivende stund kan jeg nemlig ikke lade være med at smile. Det der venter nu, er uden tvivl noget af det bedste skiløb i Europa.

Vi skal køre skiruter – men heldigvis kan alle være med og alle bliver udfordret.

Rute 33 er, på trods af at være upræpareret, jævn og overkommelig i højre side samtidig med, at den byder rutinerede skiløbere op til dans i venstre.

Dagen efter snefald er her også rig mulighed for at få styret de værste pudder-abstinenser, men det er en go' idé at holde dig langs pisten, hvis du ikke har det rette udstyr med.

I 2011 havde vi et rekordstort snefald i området, hvilket også medførte en del laviner. Det var faktisk lige præcis her, at en hollandsk prins blev fanget i en lavine - så husk nu sikkerheden.

TIP: Fra toppen af Madloch skal du lige time dit løb, så du kan få maksimal fart på. Du må faktisk helst ikke gå i stå på noget tidspunkt, og når pisten drejer til venstre skal du gå i æg for at undgå at løbe langrend længere henne.
 

12.35: Frokost i solen med udsigt over dalen

Balmalp restaurant - her kan du se, hvor restauranten ligger i forhold til liften, du kommer op med

Her kan du se, hvor restauranten ligger i forhold til liften, du kommer op med.

På Balmalp finder du Alrbergs travleste frokostterrasse, og det er stort set umuligt at få plads, hvis du ikke har bestilt bord i forvejen. Hvis du bestiller bord, vil de gerne ha’ dig til at komme kl. 12 – ellers er løbet for det meste kørt.

Mine favoritter er Hütten Pizzaen og Rucola Pizzaen

Restauranten ligger lige til højre, når du kommer op med liften, og du kan faktisk ikke undgå at se den.

Jeg kan varmt anbefale pizzaerne, men deres wokretter er også helt fantastiske.

Mine favoritter er Hütten Pizzaen og Rucola Pizzaen

Du kan bestille bord på telefonnummer: +43 5583 3312.

 

TIP: Vi nåede selvfølgelig ikke vores bordreservation i dag, men heldigvis har de et område lige til højre for terrassen, hvor man kan lægge sig i solstole og sækkestole – hvis du smiler sødt til tjenerne, kan du sagtens lokke dem til at servere maden herude også.

13.15: Europas bredeste pist kører hele vejen ned til Lech

Jeg beklager, men vi er løbet tør for tid igen – men du kan glæde dig til afslutningen på denne vanvittige dag. Når vi vender tilbage, får du tre klassiske guidehistorier fra området, som du på ingen måde må stole på samt dit eget pistekort med hele ruten indtegnet.

Kim Andersen
Nortlander socialmediachef og tidligere guide i St. Anton

P.S. Hvad synes du om denne slags posts - er der en destination, som du godt vil vide noget mere om? Du kan svare i kommentarfeltet herunder.

Kategorier: Østrig, St. Anton

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg