Problemer med ledbånd, brud på hænder, arme og ben og knæskader...
Ja, det er ikke ligefrem den slags ferieminder, du ønsker at tage med dig hjem fra din skiferie.
Ikke desto mindre er det hvert år tilfældet for en del danskere.
Det behøver dog ikke nødvendigvis at være sådan. Det er måske ikke muligt helt at udelukke muligheden for at få en skade - skiløb er trods alt en aktiv ferieform.
Men du kan gøre rigtig meget for at komme gamle skader til livs samt minimere risikoen for nye skader.
Dette indlæg er en del af en mindre serie, hvor jeg sammen med Jonas Bøs Andersen (fysisk træner) fortæller dig, hvordan du får det bedste ud af din skiferie - og vigtigst af alt - hvordan du undgår skader!
Her er, hvad du kan forvente dig, hvis du læser videre:
Part I - Hvad kan du selv gøre for at minimere risikoen for skader?
Part II - Fysiske øvelser: Kom gamle skader til livs
Part III - Fysiske øvelser: Sådan undgår du skader i fremtiden
De fleste skiløbere og snowboardere kender de klassiske skader.
For skiløbere er det især knæene eller brud på underbenet, der volder problemer. Hos boarderne er det derimod ofte håndled og underarme, der er de mest udsatte.
I følge Pia Kehler Andersen hos Europæiske Rejseforsikring, så er det også deres opfattelse, at det især er føromtalte skader, der optræder hyppigst i statestikkerne.
FAKTABOKS:
Benskader - udgør 44% af alle skiskader. Det er først og fremmest knæskader, cirka 27% af alle skader (vrid), men det er også skader på den nederste del af benet (brud), cirka 11%.
Overkroppen - udgør 23% af alle skiskader. Her står underarme og håndled (brud) for 9% af skaderne tæt forfulgt af skulderskader (slag og vrid), der står for 8% af alle skiskader.
Tommelfingre - udgør 15% af alle skiskader.
Hovedskader - udgør 9% af alle skiskader. 6% er hjernerystelse, men dette tal er med al sandsynlighed meget højere i virkeligheden, da denne slags skader sjældent bliver rapporteret til sygehus eller forsikringsselskab.
Nakke- og rygskader - udgør 7% af alle skiskader.
Øvrige skader - 2%.
Kilde: Europæiske Rejseforsikring
For at undgå denne slags skader og dermed få meget mere ud af din skiferie, så er der flere ting, du kan tænke over.
Her kommer der 5 skarpe til, hvordan du selv, både før, men også under din skiferie kan minimere risikoen for skader.
Hvis du har dit eget skiudstyr, men ikke er helt med på, hvad der er op og ned, så vil jeg anbefale dig, at du som noget af det første, når du er ankommet til destinationen, får én af de lokale skibutikker til at gå dit udstyr igennem.
Det kan ikke betale sig at lade være!
Du har måske haft lånt dit udstyr ud, men selv hvis du ikke har, så er det for de fleste et helt år siden udstyret sidst blev luftet.
Dine bindinger er det absolut første, du skal have styr på. Du har ikke lyst til, at du ikke klikker ud af dine ski ved høj belastning, så du i stedet vrider i knæet.
Du kan læse om, hvordan du selv indstiller dine bindinger korrekt her - men hvis du er det midste i tvivl, så få 'profferne' i udlejningsbutikkerne til det.
Spørg dem hellere en gang for meget end en gang for lidt, hvis dit udstyr ikke føles helt 100.
TJEK DINE BINDINGER: SELVTESTEN
Nu vi er ved udstyr, så bør du også tænke på dit skitøj.
Hvad kan de rigtige skisokker gøre for din skiferie? De kan holde dine fødder tørre, varme og sørge for, at du ikke får gnidesår på skinneben og din læg.
Derudover, så husk på, at du aldrig går helt galt i byen med lag-på-lag metoden, når du skal holde dig varm og undgå forfrysninger.
Du kan læse mere om, hvordan du holder dig varm på en skiferie her!
Skihjelm er ikke til at komme uden om. Du finder efterhånden ikke mange, der kører uden hjelm. Din hjelm må ikke sidde løst på hovedet. Den må faktisk godt stramme lidt. Sørg for, at den dækker både panden og baghovedet.
Det er ikke nær så mange, der også kører med rygskjold, men hvorfor ikke minimere risikoen for at komme til skade?
POC har lavet et rygskjold, der tilpasser sig din ryg, så snart det bliver varmt. Du kan faktisk slet ikke mærke det i løbet af dagen.
What!? Er det ikke meningen, at man skal holde sig fra at falde?
Jo, det er selvfølgelig bedst at holde sig på benene, men jeg har til dato ikke mødt en eneste, der ikke har været nede og sige hej til sneen i løbet af karrieren.
Derfor kan du med fordel være opmærksom på følgende fire punkter, så du minimerer risikoen for skader næste gang, du får overbalance:
Her taler jeg ikke om, hvorvidt du må køre 110 km/t eller 130 km/t på motorvejen.
Kender du færdselsreglerne, når du står på ski?
Hvis du ikke gør, så er det en rigtig god idé at få dem lært.
Langt de flest ulykker på en skiferie skyldes sammenstød med andre skiløbere eller boardere.
Det er derfor også her, at langt de fleste skader opstår.
FAKTABOKS: Undgå skader - følg færdselsreglerne!
De her regler er fastsat af Det Internationale Skiforbund (FIS) og er faktisk juridisk gældende i langt de fleste skisportslande.
Det er derfor en rigtig god idé at sætte sig ind i reglerne, inden du slår dig løs på din næste skiferie.
Vi har det med at glemme, at en skiferie er en aktiv ferie.
Men skiløb er faktisk ekstremt hårdt for kroppen. Læs eventuelt dette indlæg om, hvordan skiløb træner din krop.
Hele kroppen er i spil, når du står på ski, og hvis den eneste motion du får til hverdag er, når du skal hente kage i køkkenet på kontoret, så gør du det sværere for dig selv.
Men sådan behøver det ikke at være.
Jonas Bøs Andersen (fysisk træner) og Nina Kristine Alstrup (yogainstruktør) vil i de følgende to indlæg give dig tips og tricks til, hvordan du med træning kan være med til at gøre din skiferie lige 10% bedre og undgå dumme skader.
Næste afsnit handler om, hvordan du kommer gamle skader til livs.
Se næste indlæg her! (Kommmer 1. februar).
Hvis du har spørgsmål til enten Jonas eller Nina om træning eller skader, så stil dem i kommentarfelter herunder, så vender de tilbage hurtigst muligt.