nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

Tag til solrige Alpe d’Huez

Udgivet af Alexander Barfred Bajer den 26-02-19 16:06

 Mulighedernes destination!

Okay, det lyder måske lidt som en velkendt kliché – men den er altså god nok!

Alpe d’Huez er stedet at tage til, hvis du gerne vil have en skiferie med mest muligt at foretage dig – både på og udenfor pisten!

Området, der om sommeren udgør en af de mest legendariske etaper for Tour de France, er en populær destination blandt mange skientusiaster.

Jeg siger det ligeud: Hvis du keder dig i Alpe d’Huez, så er det simpelthen din egen skyld. Lad mig forklare dig hvorfor!

Verdensklasse skiområde

Alpe d’Huez ligger i 1.860 meters højde og har følgende motto:

”Hvis solen ikke skinner i Alpe d’Huez er det fordi, at det er nat” 

Så om du vil det eller ej  en uge her vil uundgåeligt kvittere dig med et godt gedigent panda-tan! Ikke værst, hvis du spørger mig! Jeg mener, så kan folk jo se, du har været på ski!

Sarenne

Men bare rolig! Den stærke sol betyder ikke dårlig sne – det sørger højdemeterne for! Hvis du ikke allerede vidste det, så er Alpe dHuez faktisk en af de højest beliggende skibyer i Europa.

Så her får du altså masser af sne og sol på samme tid!

Anyway!

I Alpe d’Huez får du noget af det bedste skiløb, Frankrig har at byde på:

250 kilometers piste og skiløb i helt op til 3.330 meters højde på toppen af Pic Blanc – hvorfra du i klart vejr har udsigt til selveste Mont Blanc!

Alpe-dhuez-gondol-1

Og nå ja, så er det jo også heroppefra du lige finder Europas længste sorte piste; den 16 kilometer lange ”Sarenne”.  Så det er altså bare med at have trænet lårmullerne hjemmefra!

Jeg kunne blive ved med at fortælle om det store skiområde  men Alpe d’Huez er meget mere end fedt skiløb.

 

Frokost med stort ego

Efter at have braget pisterne igennem hele morgenen og formiddagen, må det være på sin plads med en god, solid frokost – det finder du på ’La Cabane.

Fra restaurantens terrasse kan du, i 2.000 meters højde, få alt fra risotto og Côte du Boeuf til ravioli og asiatisk wok. Så der er noget for enhver smag!

Cabane-udsigt-3

Priserne er måske en anelse pebrede – til gengæld er kvaliteten i top! Og nå ja – pas lige på du ikke får bøffen galt i halsen, når du træder ud på terrassen – udsigten er mindblowing!

Med sit store, røde Hollywood-agtige ’La Cabane’-skilt, plantet solidt ude foran i sneen, er stedet ret svært at overse – især hvis du sidder i Marmottes-stoleliften, der kører lige forbi..

cabane-flygel

For ikke at tale om det store røde flygel, der også står ude foran, og som utvivlsomt vil fange din opmærksomhed! Bare en smule storhedsvanvid har man vel lov at have, ikke sandt?

 

Sprudlende après ski

Er du til eftermiddagsbobler, dansen på bordene og en DJ, der kækt skyder en regn af champagne ud over hele festligheden, er ’La Folie Douce’ et must at besøge for dagens afterski på pisten!

Her giver folk den gas og danser rundt i deres tunge skistøvler, som om de ikke skulle bruge bentøjet igen på pisten, morgenen efter.

La Folie Douce betyder på dansk den søde galskab, og det er der måske en god grund til.

Det hele foregår under åben himmel, på La Folie Douces store altan – med stolelifte fisende om ørene på dig og en fantastisk udsigt til bjergene!

Og hvis du undrer dig over den farvede røg? Forståeligt nok – men det hænder altså her! Bare rolig – vi taler ikke om fyrværkeri i Alperne! Hvad kan jeg sige? De er åbenbart tossede med røgkanoner.. 

Er du ikke lige i dansehumør, kan du naturligvis også bare nyde en øl i solen. Heldigvis for dig, er det næsten lige så underholdende blot at betragte galskaben, som at deltage i den!

 

Bunkevis af aktiviteter

Er du typen, der stadig har masser af krudt bag i, selv efter lifterne er lukket? Ja, så er du endnu engang kommet til det rette sted!

Alpe d’Huez har nemlig et sportscenter, som du finder i den sydlige, men dog stadig centralt placerede del af byen. Og nej, det er ikke bare sådan et lille et, med en bar og bowlingbane.

Jeg tillader mig lige at liste op, hvad centeret har at byde på: 

  • Badminton 
  • Fitness 
  • Klatring 
  • Basketball 
  • Idendørs og udendørs swimmingpool
  • Tennis 
  • Squash 
  • Parkour

Og det er blot nogle af aktiviteterne – der er skam flere endnu! I alt 20 af slagsen, faktisk. Så du kommer ikke til at kede dig.

 

Middag i byen

Alpe d’Huez har stort udvalg af restauranter – og mange af dem er gode! Jeg vil dog fatte mig i korthed, og nøjes med at fokusere på en af de rigtig gode her.

Helt centralt i byen, finder du den hyggelige restaurant ’Le Chalet du Per'Sille’. Her bliver du mødt med en autentisk, landlig atmosfære – stedet er nemlig en gammel ombygget lade!

Loftet er beklædt med mørke træbjælker, væggene med rustikke træpaneler og ovre i et af hjørnerne står en trætønde og en gammel høtyv – for ubudne gæster, måske?

le-chalet-du-persille

Køkkenet er traditionelt fransk og byder bl.a. på hjemmelavet foie gras, fondue og et væld af lækre regionale oste og øl. Og så understøttes den landlige charme på bedste vis af det venlige personale!

For resten – lige et lille tip til osteelskeren. Rygtet siger, at de laver en formidabel raclette der smeltes for åben pejseflamme. Bon appétit!

 

Et smagfuldt natteliv

Vil du gerne lidt ud om aftenen? Intet problem! Alpe d’Huez er livlig by i nattetimerne og har, udover almindelige barer og natklubber, også gode cocktailsteder!

En af dem er ’Lounge 21’, som er halv cocktailbar og halv restaurant. Her kan du flade ud i loungens bløde møblement, og nyde godt af et spændende udvalg af lækre drinks og tapas.

Og forresten! Hvis du er til mojitos, så skal det lige siges, at de laver netop denne cocktail i mange forskellige varianter!

lounge-21

 

Det var det! Jeg vil dog skynde mig at sige, at Alpe d’Huez har meget mere godt at byde på! Men at få det hele med, ville kræve et utroligt lang blogindlæg.

Lær mere om Alpe d'Huez her

 off you go – vi står naturligvis til rådighed hernede med al den hjælp og vejledning, du kunne have brug for!

Jeg håber, at jeg med ovenstående har givet dig et nogenlunde indblik i blot nogle af de ting, du har i vente, hvis årets skiferie går til solrige Alpe d’Huez!

Vi ses dernede!

Nortlander // Alexander

Kategorier: Alpe d'Huez, Restauranter, Afterski, Aktiviteter, Frankrig

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg