nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

Hvor finder du verdens smukkeste skiløb?

Udgivet af Sif Bregnballe den 12-09-14 15:09

Verdens smukkeste skiløb?

Hvor finder du egentlig det? Alpe d’Huez? Det er klart, at der er er mange kandidater til prisen, og der er sikkert også mange, der er på højde med det, som jeg skal til at beskrive.

Men der er altså noget helt specielt over Alpe d’Huez og bjergene hernede. Der er en hulens masse pister, men der er nærmest ligeså mange barer, og derfor kunne man godt forestille sig, at en tur hertil hurtigt ender i mere druk end skiløb.

Faktum er dog, at pistekortet tilbyder meget mere end man lige kan se med det blotte øje.

Og efter min mening, så er det her i området, at du finder en af verdens smukkeste nedfarter.

Du-kan-naermest-ikke-vente-med-at-komme-igang-naar-du-sidder-her

Tror du ikke på at verdens smukkeste løb findes i Alpe d'Huez? Se herover

"Sarenne" i Alpe d'Huez er verdens smukkeste tur

Den 16 kilometer lange ”Sarenne”.

Din dag med “Sarenne” starter ligesom så mange andre dage.

Efter at have drukket din morgekaffe i solen, spadserer du de 50 meter der er ned til ståliften, som tager dig til bunden af Alpe d’Huez og til hovedliften ”DMC”.

Her bliver du hilst godmorgen af liftgutterne, i deres orange jakker og lynhurtige solbriller. ”DMC” er en stor kabinelift, der kan føre dig en masse steder hen i terænnet.

Få godt styr på området og nyd udsigten

Udover at tage dig alverdens steder hen, kan du også her møde en liftmedarbejder, som du sikkert hurtigt vil forelske dig i, om du er mand eller kvinde.

En typisk franskmand med baret, der ofte fløjter eller synger, og sørger for mange grin og smil, inden du når ind i kabinen.

Når du sidder i liften, så husk at kig dig omkring. Alpe d’Huez er et fuldstændigt fabelagtigt sted, og det ser især skønt ud fra sådan en højde. Der er smukke farver, der skifter fra blå himmel, til hvidklædte bjerge og i sidste ende grønne skove i dalen.

Udover lidt godter til øjnene, kan du også herfra danne dig et overblik, over de fem liftsystemer der er at finde hernede. Du kan se Auris’ bjergtop med brede pister og fem lifter. Hvis du kigger til venstre, kan du se ned mod “Vaujany” og “Oz en Oisans”.

I “Vaujany” kan du finde lækkert skiløb, om det er godt vejr eller ej. Der er nemlig den finte, at de både har en skov, der fungerer lidt beskyttende mod evt. uvejr, men også et helt bjerg der virker som læ. Hvis sneen tillader det, kan du stå på ski fra 2000 til 1200 meters højde.

Pic Blanc med de mange nationaliteter

Derudover kan du også se “Signal”-systemet, hvor aftenski (ikke after-ski) kan lade sig gøre tirsdage og fredage.

”DMC” tager dig op til 2700 meters højde, hvor du her skifter til den berygtede ”pic blanc”-lift. Næste stop, 3300 meter!

Heroppe kan du altid finde lidt sjovt at kigge på. Der vil altid være en russer eller to, der står i sin kæmpe pæls, og siger et eller andet mærkværdigt til hinanden.

Derudover kan du se italienere i deres stramme bukser og guccibriller, skibumser der prøver at ræse forbi turister og til sidst, franskmænd der står med deres børn og nyder udsigten.

Sjovt nok er der altid ret stille deroppe på trods af alle menneskerne. Det har nok noget at gøre med den betagende udsigt.

På en god dag kan du se intet mindre end en femtedel af Frankrig derfra.

Men det var selve løbet i skulle læse om, ikke en lift!

Tror-du-ikke-paa-at-verdens-smukkeste-loeb-findes-i-Alpe-d_Huez-Se-herover

Du kan nærmest ikke vente med at komme igang, når du sidder her

Få hele oplevelsen med

Til højre kan du komme tilbage til Alpe d’Huez via en tunnel gennem bjerget. Der er dog en god idé lige at tænke sig om, inden du begiver dig ud på den færd. På den anden side af tunnelen venter nemlig en stejl pukkelpist…

Men ned skal du (dog ikke af pukkelpisten)!

Sving, sving, hold udenom svenskeren der øver styrtløb, kig op… wow. Langt fremme ligger Les Deux Alpes, til venstre et kæmpe bjerg mede nogle få skispor og i ansigtet…solen.

Hvis du virkelig vil gøre turen til den smukkeste i verden, gør du klogt lige at holde en pause en gang imellem, og så bare nyde omgivelserne og udsigten. Der er mange ting du misser, hvis du bare tonser igennem.

Hvis du har en ven med, kan du jo selvølgelig lige snakke lidt med ham/hende under pausen, men prøv bare at være stille og sug til dig. Der er noget af en oplevelse.

Husk din øl-pause

På vejen ned kan du skimte bagsiden af ”Auris”-liftsystemet. Bagsiden er beklædt med buske og flotte træer. Her kan du også se de modige offpiste-løbere, med sne overalt, i skægget, på hjelmen. Glade og udmattede kommer de ned.

Du er så småt ved at nærme dig slutningen på “Sarennen”. Du rammer et transportstykke, hvor der egentlig er ganske stille, men længere fremme kan du altid høre, at der foregår et eller andet.

Og ganske rigtigt, lige ved “Chalvet”-liften, er der gang i den. Folk sidder med øl og tage lige en slapper, fra den lange tur som du sikkert også lige har kørt. Du skal da have en øl, skal du ikke?

Du vælger selv længden på turen

Når du har drukket ud, er det afsted igen. Du tænker måske “slutter den her piste aldrig?” Og det er i virkeligheden lidt op til dig. For lige nu har du tre muligheder:

Enten tager du tilbage mod Alpe d’Huez med ”Chalvet” – liften, ellers kan du tage en lift op af ”Auris”-bjerget og komme helt i bund derfra, og til sidst kan du vælge at tage ”Alpauris”-liften hele vejen tilbage til Alpe d’Huez… Du tager den selvfølgelig helt i bund!

Der findes ikke ret mange ture i verden, som du SKAL opleve. I Charmonix har de “mer de glace” for de modige, der er højtliggende “Ventina” i Cervinia og så er der altså “Sarenne”.

Er-du-ved-at-vaere-traet-Sa-kan-du-bare-tage-hjem-med-liften

Er du ved at være træt? Så kan du bare tage hjem med liften

"Sarenne"-oplevelsen finder du ikke andre steder

Jeg har stået på begge de andre, men den her er virkelig noget for sig, og en tur alle skielskere skal prøve før de ikke har mulighed for at stå på ski mere, hvad grunden så måtte være.

Det bedste er, at du ikke behøver at være en verdensmester på ski, for at gennemføre denne skønne tur. Uden noget ekstraudstyr i rygsækken (lavinekit etc.) kan du sagtens kaste dig ud i det.

Men du skal jo have kaffe og lidt chokolade med i rygsækken, ellers kan du uden tvivl ikke gennemføre det.

Det var alt fra Alpe d’Huez i år, hav det godt til vi snakkes ved igen næste gang!

Sif Bregnballe
Nortlanderguide i Alpe d'Huez 2013/14

Kategorier: Alpe d'Huez, Offpiste, Frankrig

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg