Schladming tænkte jeg… Det lyder som en lille flække med fire pister, et par træklifter og måske et lokalt supermarked, hvis jeg var heldig.
Læs beretningen om et møde med en destination, der vendte op og ned på en af vores guiders tanker om, hvad hun kunne forvente. Man kan godt sige, at hun blev omvendt. Se her hvordan den charmerende by i Østrig vandt hendes hjerte.
Af: Zandra Christina Wamberg, Guide i Schladming - Sæson 2018/2019
Det var i hvert fald det jeg troede, at jeg kom ned til, inden jeg tog af sted på min sæson som skiguide her i Schladming. Men det viste sig, at jeg tog helt fejl!
Schladming er en gemt perle, med en masse spændende muligheder både for den habile skiløber og for dig, som sætter pris på lidt ekstra luksus på din skiferie.
Skiområdet Schladming
Til den habile skiløber findes over 160 km. piste, hovedsageligt fordelt på de 4 bjerge: Hauser Kaibling, Planai, Hochwurzen og Reiteralm. På alle fire bjerge findes et varieret udvalg af pister, både blå, røde og nogle heftige sorte. Fælles for stort alle Schladmings pister er, at de er dejligt brede og ligger i skygge, hvilket gør, at kvaliteten af skiløbet også er i top ud på eftermiddagen.
Som noget helt unikt, var Schladming vært for alpint VM i 2015, og du har derfor mulighed for at prøve kræfter med en vaskeægte VM-pist, som er en sort pist, der fører dig ned i hjertet af byen.
Noget andet, som er helt unik ved Schladming, er områdets gletscher, som hedder Dachstein. Oppe i 2700 meters højde, kan du nyde områdets smukkeste udsigt, fra Østrigs højeste hængebro, og prøve noget af det bedste off-piste-skiløb som findes i området. Du finder også nogle skønne røde pister, som bestemt også er værd at prøve af.
Når skidagen er ved at nå sin ende, findes der mange fantastiske måder at tilbringe sin eftermiddag i Schladming på.
Kessler Bar i Planai
Inden du kører ned fra pisten, er det et must at svinge forbi Kessler Bar, i bunden af pist nr. 5 på Planai. Her finder du afterski med stil: kold riesling, god kaffe, behagelige liggestole og den smukkeste panoramaudsigt.
Baren er indrettet med klassiske elementer fra den østrigske arkitektur kombineret med et kæmpestort glasparti, der på det nærmeste lukker bjergene ind i baren. Det hele kan nydes til lyder af de lækreste lounge-toner, som leveres af barens DJ.
Wellness i Schladming
Trænger din krop til lidt ekstra kærlighed, efter nogle lange dage på ski, er det eneste rigtige at besøge Hotel Falkensteiners spa-område. Som gæst på hotellet, har du automatisk adgang til det 1500 kvm store spa-område, men bor du ikke på hotellet, er der mulighed for at købe aftenadgang for blot 20 €, som gælder fra kl. 16:00.
Her findes alt fra udendørspool til infrarød sauna og dampbad, alt sammen i lækre, luksuriøse omgivelser. Spaen tilbyder også et bedt udvalg af behandlinger, som kan løsne op i selv den mest brugte skikrop.
Shopping i Schladming
Som den sidste, gyldne prik over i’et i Schladming kan nævnes de mange gode muligheder for at shoppe lækkert skiudstyr og spise god mad, i byen.
I Schladming finder du en helt speciel butik – nemlig Blue Tomato, som specialiserer sig i udstyr til snowboard, freeskiing, skating og surfing. Her finder du mærker som Picture, Adidas, Quicksilver, BURTON og Roxy og de har alt fra ski og boards, til tøj og sko. Det specielle ved netop Schaldmings Blue Tomato-butik er, at dette er den første butik, som åbnede allerede i 1994.
Sidenhen er kæden vokset med i alt 30 butikker fordelt over Europa.
Skal du have fat i det fedeste snowboard- og freeskiingudstyr, så er du nødt til at tage forbi Blue Tomato – og kommer du sidst på sæsonen, er der mulighed for at gøre nogle virkelig gode kup, da de ofte sætter sæsonens kollektioner gevaldigt ned.
Restauranter i Schladming
Schladming byder også på et stort udvalg af restauranter.
Min personlige farvorit er Amalfi, som ligger lidt gemt, på vej ud mod Planai West.
På Amalfi får du god, autentisk, italiensk mad, af en kvalitet, som jeg aldrig havde troet, jeg kunne finde i Østrig.
De serverer uden tvivl byens bedste pizza, der bages i stenovn med brænde og det hele. Derudover kan du nyde et bredt udvalg af gode pastaretter, min favorit er deres Pasta Carbonara, som laves af hjemmelavet pasta - og selvom vi er i Østrig, vil jeg mene, at denne ret fortjener et glas Chianti Classico på siden.
Den perfekte aften på Amalfi afsluttes med deres tiramisu og en stærk espresso - du får altså et lille stykke af Italien kombineret med østrigsk hygge og personlig service.
Dette var blot få af mange grunde til, at Schladming er en helt fantastiske destination, og jeg håber at du har fået lyst til at komme herned og opleve Østrigs gemte perle.
Er du klar til Schladmings skiløb og en skiferie med guldkant?