I år starter vi forhåbentlig en ny tradition i vores familie… 

Vi skal på skiferie sammen for første gang Caroline og jeg – og selvfølgelig vores lille datter, Ukhona. Siden Caroline og jeg mødte hinanden for første gang for snart ti år siden, har vi om vinteren foretrukket østens sol og varme fremfor snehvide pister og ski under fødderne.

I år søger vi dog tilbage mod bjerge og Alpesol, for vi vil gerne lære vores lille pige, der lige om lidt fylder 3 år, at stå på ski.

Vi vil gerne videregive nogle af alle de glæder, vi selv har haft som børn, og senere også som voksne, på utallige skiferier – først med vores familier, senere med venner og andet godtfolk. Vi håber virkelig, hun vil kunne lide det, og at det bliver en succes, så vi fremover kan gøre det til en årlig tradition at tage på skiferie.

Ja - det er mig i en slalomkonkurrence tilbage i slutfirserne.Jeg kom på en flot 2. plads mod en masse lokale skiløbere! Tro det eller la' vær'...

Vi tror på traditioner…

Derfor kunne vi også godt tænke os at skabe en tradition med vores datter. En familietradition vi kan snakke om, grine af og vende tilbage til. Det er vigtigt at have traditioner i sin familie. De er med til at forme den, man er og bliver til. De bliver en del af ens identitet. Og når man som os er blevet til en familie via adoption, så er det klart, at vi har tænkt en del over, hvad det er, der skaber en familie, når vi nu ikke har blodets bånd at læne os op ad.

Det vigtigste er naturligvis en uovertruffen og altoverskyggende kærlighed. Det er den kærlighed, der binder os sammen med vores lille datter og er forhåbentlig det, der binder de fleste familier sammen. Derudover er der ting som menneskesyn, humor, livsanskuelser osv., men der er også vaner og traditioner.

De ting ”man gør” i lige præcis sin egen familie.

Vaner er hverdagens små traditioner

Vanerne er nok mere hverdagstingene. En af vores vaner er, at vi altid alle sammen går ud til døren og siger ”farvel” og ”glæder mig til at se dig igen”, når en af os skal gå. Samtidig kommer vi også alle sammen ud til døren igen, når nogen kommer hjem og så siger vi, at vi er glade for at se hinanden. Lidt ligesom en hund, der glad kommer springende, men uden det irriterende hop op ad kroppen og de våde hundeslik i ansigtet.

Vi har også legepladser, som vi har ”for vane” at besøge, og så er vi mindst en gang om ugen ovre og sige ”goddag” til hestene på rideskolen på Christiania. Vaner skaber genkendelighed, tryghed og identitet som familie. Gennem dem får man videregivet en masse værdier og måder at gøre tingene på, der forhåbentlig skaber livskvalitet og glæde. Det binder én sammen som familie og giver en masse ens referencepunkter, der igen binder sammen.

Blåbærtærten der binder os sammen

Traditioner er så det, der sker lidt sjældnere. Noget man måske gør én gang om året, noget man kan gå og glæde sig til. Det kan være ting omkring jul, ferier og lignende. Ting, der måske oven i købet overføres fra generation til generation – noget der binder familien sammen og skaber de familiebånd, man i særdeleshed tænker meget over som adoptivfamilie. Det handler jo om tilknytning, om at høre til og høre sammen - ting alle familier jo i virkeligheden har brug for.

Min datter Ukhona og jeg på blåbærjagt.

Derfor blev jeg også så glad, da vores lille pige i sommer sad helt smurt ind og storsmilende kørte det ene blåbær i munden efter det andet oppe på vores flaghøj ved vores sommerhus i Nordjylland, som vi har haft i familien i over 100 år. Ved siden af gik jeg og samlede blåbær ind til den blåbærtærte, som vi i familien har haft tradition for at bage deroppe i generationer. Bagt efter min farmors opskrift som hun højst sandsynligt har fået fra sin mor. Dér sad vores datter med munden fuld af blåbær og var, på trods af at vi mangler blodets bånd, en del af noget større. Hun var en del sin familie og de traditioner, vi har i den - og det gjorde mig glad, ja faktisk lykkelig.

Vi skal stramme op

Udover blåbærtærten og enkelte andre ting, så har Caroline og jeg egentlig ikke så mange faste traditioner i vores lille familie. Vi har mange små hverdagsvaner, men på den ”store klinge”, så lever vi meget omskifteligt. Vi holder sjældent ferie det samme sted, julen er meget ad hoc og har ofte foregået i udlandet på en sandstrand med en lille palme som interimistisk juletræ, vi har ikke faste ”vennemiddage” eller årlige ture med familien i Tivoli eller andet. Nu hvor vi er blevet forældre og i særdeleshed som adoptivforældre, begynder vi at kunne forstå vigtigheden af traditioner, og den genkendelse og glæde de kan skabe for vores lille pige. Ting jeg ingenlunde tror kun er rart og nødvendigt for børn, der er adopteret.

Skiferie kan det, vi søger

Vi har tænkt tilbage på de traditioner vores forældre havde, da vi var børn. Ting vi var virkelig glade for, og som vi gik og glædede os til. Her var skiferie en af dem. Det var en ferieform, vi begge oplevede i vores respektive familier, og som vi husker tilbage på med stor glæde. Det var sjovt og legende på pisterne og samtidig super nært og dejligt­­­, når vi som familie godt trætte om aftenen samledes omkring pejsen og dagens røverhistorier om folks bedrifter på pisterne. Samtidig var det også en gave at lære at stå på ski så tidligt. Det er lidt ligesom at lære at cykle eller få et kørekort. Det er ting, man kan bruge og have glæde af resten af livet  - og jo før man lærer det jo lettere. Den gave og al glæden forbundet med en skiferie vil vi gerne give videre til vores datter som en fast tradition - så nu håber vi bare, hun er med på legen og synes, det er ligeså sjovt, som vi gjorde som børn, så vi kan vende tilbage år efter år, som en fast hyggelig og sammentømrende familietradition.

Her lige et par hurtige spørgsmål til dig/jer:

Hvad har I af traditioner i jeres familie?

Er der nogen af dem du/I selv har skabt?

Er der nogen ting som fx skiferie, som du/I godt kunne tænke jer at indføre i jeres familie?

Ses på pisterne :-),
Pelle