nortlander_skier_1600x992

Nortlander blog

3 grunde til at Espace Killy er verdens bedste skiområde

Udgivet af Frederik Larnkjær den 08-08-14 17:42

De franske alper har mange gode skiområder, men der er et, der adskiller sig fra dem alle. Espace Killy! Dette område er noget helt specielt.

Med over 300 km skiterræn fra den højeste gletsjer til den laveste og mest mystiske dal, kan du ikke blive skuffet! Her er der tre grunde til, hvorfor du er nødt til at besøge Espace Killy.

Skiløb for alle i Espace Killy

Når du skal stå i Espace Killy, kan du enten tage dertil fra Tignes, via La Daille eller Val d’Isere og du kan endda tage helt til Le Fornet.

Du kan vælge alt fra de hyggeligste og mest stille og rolige grønne pister til udmattende og upreparerede sorte bakker.

Grand Motte er den højeste top, hvor du med kabinelift kommer helt op i 3456 meters højde! Her møder du en af de to gletsjere, som Espace killy har at byde på.

Herfra kan du opleve noget rigtig spændende skiløb, og udsigten vil være noget af det mest imponerende, du længe har set.

Skulle vejret dog vise sig ikke helt at være med dig, og er sigtbarheden lidt sløj højt oppe, er dette ikke et problem.

Så skal du bare tage turen fra Le Lac ned til Les Brevieres, eller køre i området omkring La Daille blandt skove og træer, så er sigtbarheden straks meget bedre.

Ser det her ikke fristende ud

Området byder også på fremragende offpist muligheder. Er du ikke helt sikker på området selv, kan du bare booke en guide.

De kender det som deres egen baglomme og kan uden tvivl vise dig de bedste og mest sikre steder at stå.

Skiskoler for alle og frokost i solen

Hvis det ikke blot er området, du ikke er sikker på, men måske også dine egne evner på plankerne, er der heller ikke noget at frygte der.

Den franske skiskole, ESF, udbyder alle former for undervisning, du kan forestille dig. Snowboard, langrend og parktræning er bare nogle af mulighederne.

Er du typen, der godt kan lide skiløb, men som også gerne tager en laaaang frokost i solen, så kan du også finde det her. Der er et stort udbud af restauranter med store udeserveringer.

Spis udenfor på en bjergtop i Val d’Isere, eller sid indenfor med en kop varm kakao på nogle af de hyggelige restauranter i Tignes Le Lac. Espace Killy har noget for alle!

La Folie Douce

Frankrig er desværre ikke kendt for sit vilde afterskiliv, den medalje har Østrig lidt hapset.

Men!

Hvis der skulle uddeles en medalje for det vildeste afterskisted, kunne det godt være La Folie Douce i Val d'Isere løb afsted med den.

Stedet ligger midt imellem Tignes og Val d’Isere, hvilket gør at de besøgende nemt kan komme dertil og fra på ski. På deres store terrasse blandes alle aldre.

Alle gæster, fra småbørn til pensionister danser på bordene. Det er ikke engang løgn.

Musikken er en blanding af en DJ, en saxofonist og dygtige sangere/sangerinder. Spice det op med nogle imponerende dansere og du har en ret speciel stemning.

For at tage hjem til Tignes, skal du huske at den sidste lift kører kl. 17.00, men bare rolig, du kommer ikke til at misse det store.

Normalt slutter festen omkring kl. 17.30. Val d’Isere gæsterne kan herefter stå på ski ned til deres by, eller de dovne kan tage gondolen.

La Folie Douce findes flere steder i alperne, men er det ikke fedest at være på den første, største og nok også bedste der findes?

Byerne

Både Val d’Isere og Tignes er fantastiske byer på hver deres måde.

Tignes er en sattelitby, der stadig formår at tilbyde de besøgende en hyggelig stemning.

Byen er opdelt i fem forskellige dele, men det er de tre øverste, alle beliggende i 2100 meters højde, som de fleste turister vælger at bo i.

Le Lac og Le Lavachet ligger lige ved siden af hinanden ved søen, hvor der om sommeren tilbydes masser af vandaktiviteter.

Val Claret ligger et par hundrede meter længere inde i dalen. Det er nemt og hurtigt at tage mellem de tre bydele, da gratisbusserne går døgnet rundt.

Denne fem minutters bustur gør, at du som besøgende kan få et meget større udbud af restauranter, butikker, barer og diskoteker.

Oplev en lidt større by

Val d’Isere er en større by en Tignes, og giver dig på mange måder en anden fornemmelse af rigtigt byliv. Bor du i Tignes, er det absolut det værd at planlægge en tur til nabobyen.

Gå rundt i den gamle del af Val d’Isere, og spis frokost på en af byens mange restauranter.

Byen har et betydeligt større udbud i forhold til butikker end Tignes, så her kan du jo passende købe en souvenir med hjem.

Synes du at nattelivet i Tignes er liiiidt for kedeligt, så skal du bare tage til Val d’Isere. Her er der større, bedre og frem for alt flere steder at tage hen, hvis du har brug for en fest.

Der går busser mellem byerne, men de stopper godt nok med at køre om aftenen.

Du kan i stedet tage en taxi, det koster cirka 30 euro pr. person. Men det skal da ikke holde dig fra en god tur i byen på din ferie!

Det var mine tre grunde til, hvorfor Espace Killy er et af verdens bedste skiområder. Her er så mange forskellige muligheder, det er bare at have et åbent sind og en smule lyst til at opleve, så skal du nok få en fantastisk ferie!

Frederik, Lina og Sebastian
Nortlander Guider i Val d'Isère 2013/14

Kategorier: Apres-ski, Tignes, Restauranter, Val d'Isere

Nortlanders skiblog

Skiferie, need-to-knows og gode råd

Her på bloggen finder du alt lige fra tips og gode råd, guides til forskellige destinationer, billigste afterskisteder, snestatistikker... Med andre ord finder du alt det, du har brug for at vide før, under og efter din skiferie.

Har du en god idé til et emne eller tema, så send en mail til info@nortlander.dk - Så gør vi, hvad vi kan for at leve op til dine ønsker. 

God læselyst! 

    Nyeste blogindlæg