http://blog.nortlander.dk/blog/bliv-klar-til-din-kor-selv-ferie/I en tid med GPS har det aldrig været nemmere for dig, som elsker en god køretur til Alperne.
Der er mange fordele ved at vælge at køre selv til en snerig destination i Alperne, men der er flere ting du skal være opmærksom på.
Læs mere om forberedelser, good-to-know m.m., så du er helt klar til kør-selv-ferien her.
Men har du booket rejsen til Livigno og valgt at køre selv, så vil jeg i dette blogindlæg vise dig vej til Livigno udenom de lukkede pas, der snyder turister gang på gang.
Husk at pakke snekæderne (de lader dig ikke komme op af bjerget i Schweiz uden... altså hvis det sner).
Spænd sikkerhedsselen - vi kører nemlig nu.
Fra Sjælland til Tyskland, der sejlede en briks
Fra København til Livigno kan man med god samvittighed vælge at tage færgen fra Rødby - Puttgarden. Husk at bestille billet i god tid.
En tur fra København til Livigno tager ca. 14-15 timer på en god dag (ca. 1.300 km), så det kan være rart at tage så mange færger (og toge - dem vil jeg komme ind på senere) som muligt og derved får du som chauffør slappet lidt af.
Ind i e Kadett å så nei te mutte Pötz
Krydser du derimod den tyske grænse og slår et smut forbi Mutter Pötz, så er der ca. 1200 km og 12 timers kørsel endnu før du rammer Livigno.
Fælles for den jyske og københavnske tur er, at du ikke kan komme uden om Tyskland, som vi alle kender som en tur på 8-9 timer lige ud og syd på. Intet nyt eller svært under solen dér.
Jeg anbefaler, at du kører ad A14 (gennem Bregenz).
Mange af vores kør-selv-gæster vælger at overnatte i Sydtyskland efter et halvt døgn i bilen, og det er jo ganske forståeligt.
Men når vi er veludhvilet (uanset om man har taget en overnatning eller ej), så er det nu du skal være skarp.
Vi nærmer os sneen og Alperne og dermed de lukkede pas.
Google, jeg selv og bl.a. skiferietips.dk anbefaler, at du sætter kurs mod dette enestående biltog i Schweiz - Vereina-tunnelen.
Er du så heldig at have GPS, så indtast disse koordinater: 46.855965 og 9.884212, som tager dig til Selfranga/Klosters, hvor bilen skal køres op på et tog, der har afgang hver halve time.
Tjek præcise tider for toget inden du sætter dig i bilen her.
Selvom toget kun tager dig 20 km, og koster 43 CHF (Ca. 320 kr.), så slipper du for et par hundrede kilometers bjergkørsel i et bjergpas syd for Livigno, som ikke ligefrem tager pænt imod “kør-selv”-gæster i vintermånederne.
Vær dog opmærksom på, at der også skal medregnes lidt ventetid før toget.
Nogle kører direkte på toget, men jeg har også oplevet gæster, der måtte vente 1-2 timer i kø for overhovedet at komme med.
Når du kommer ud af toget er der blot ca. 30 mins kørsel til Livigno
Alternativ rute - direktørens anbefaling
Vil du ikke med biltoget, så foretrækker min direktør Michael Jensen faktisk en anden rute, som tager dig (via A7) over Fernpass og igennem Imst og Landeck i Østrig (vær opmærksom på det obligatoriske østrigske motorvejs-klistermærke).
Der er lidt mere landevejskørsel end den ovenstående rute jeg har fortalt dig om, men der skulle efter sigende være noget mindre trafik over Fernpass’et end den anden rute.
Begge veje fører dig til den berømte og berygtet ensporet tunnel: MUNT LA SCHERA TUNNELLEN.
Der er lys for enden af tunnelen
Tunnelen blev bygget i 1965 med det ene formål, at det skulle blive lettere at transportere byggematerialer til dæmningen på den anden side, som netop havde påbegyndt et kæmpe byggeri.
I 1968 bliver tunnelen dog gjort køreklar for resten af offentligheden, hvilket gjorde at turister som os nordpå pludselig havde noget nemmere ved at komme til Livigno.
Tunnelen er som sagt ensporet og er så lav, at en dobbeltdækkerbus ikke kan komme ind. Fordi den er ensporet betyder det også, at al ind- og udkørsel reguleres via trafiklys.
Her er det en rigtig god idé at tjekke tiderne for ud- og indkørsel, så du undgår at holde ude foran tunnelen i flere timer, fordi den kun er åben for udkørsel fra Livigno. Tjek tidsplanen her.
Ligesom alle andre priser, så skal du tage forbehold for, at den pris jeg giver dig nu, kan ændre sig fra år til år, men i 2014/2015 kostede det 44€ for en personbil (tur/retur) om lørdagen. Check selv priserne her.
Har du ikke allerede ringet til Nortlander-guiderne og meldt din ankomst, så er det også ved at være sidste udkald - så vil guiderne nemlig gøre alt, hvad de kan for at møde dig i det sekund, du ankommer til byen.
Lang historie kort eller det er for sent - jeg håber, at denne kørselsvejledning svarer på de spørgsmål du evt. måtte have i forhold til din kør-selv-ferie til Livigno.
Guiderne vil typisk ringe til dig et par dage inden din ankomst til destinationen, så har du flere spørgsmål, så tøv ikke. De kender byen og området som deres egne bukselommer og er sat i verden for at give dig den bedste ferie nogensinde!